OPSKRIFT: Lækre honningsnurrer
Sommeren er gået på hæld, og vores bier i Brande har indsamlet årets sidste nektar. Det har i år givet knap 300 kilo velsmagende honning fra vores fem bistader på de grønne arealer omkring BESTSELLER i Brande med hjælp fra vores lokale biavler, Honning-Søren.
Ud fra årets høst af honning har vi lavet en opskrift på søde honningsnurrer, der passer perfekt til efterårsmånederne.
Honningsnurrer
Du skal bruge
Til dejen
500 g god hvedemel
35 g gær
50 g sukker
6 g fint salt
½ æg
2 dl vand
1 dl sødmælk
50 g smør
Til fyldet
½ hokkaidogræskar
1 gulerod
125 g marcipan
125 g smør
125 g honning, gerne lokal
½ tsk stødt kardemomme
1 appelsin, økologisk
Fremgangsmåde
Tag alle ingredienser til dejen – undtagen salt og smør – og rør dem sammen. Tilsæt herefter smør og salt og kør, til dejen er glat.
Lad dejen hæve i 1 time og lav fyldet til snurrerne imens.
Start med at rive skallen af appelsinen og gem den til senere.
Kog græskarkødet og guleroden med vand, saften fra appelsinen og sukker. Blend til mos og lad den køle. Rør lidt honning i.
Rør honning og marcipan til en creme og tilsæt smør samt appelsinskal og kardemomme.
Bland cremen med mosen.
Rul nu dejen ud og smør den med fyldet.
Form snurrerne, som du ønsker, og lad dem efterhæve tildækket i 2-4 timer.
Bag ved 180°C i ca. 8 min.
Pensl med honning og drys med perlesukker.
Nyd nogle lækre, lune honningsnurrer med en opskrift fra BESTSELLER-køkkenet.













