Kokke krydser broen: Endnu en omgang med Copenhagen Fashion Week
I sidste uge drog Mikkel og Mads fra Aarhus til København sammen med Mounir fra CAMPUS for at afvikle Copenhagen Fashion Week på BESTSELLERs lokation i Lindencrones Palæ på Bredgade i København.
To gange om året krydser vi broen for at hjælpe BESTSELLER med at afvikle Copenhagen Fashion Week – og modeugen, der blev afholdt i sidste uge, var ingen undtagelse. Vi havde derfor pakket bilen med gode råvarer hele vejen fra Aarhus, så gæsterne på Bredgade og på Holmen kunne få en smagfuld oplevelse.
Velsmagende menu
Menuen alle dage var fast med enkelte variationer fra dag til dag og bestod af croissanter og overnight chiagrød med blåbær til morgenservering.
Til frokost kunne gæsterne vælge mellem vores cæsarsalat, som bestod af dansk kylling, sylterier, sprøde croutoner og parmesan, vegetariske supper og smørrebrød.
Den vegetariske suppe varierede fra dag til dag og bestod tirsdag af tomatsuppe med knas og syrnet fløde, onsdag af PHO-suppe med svampe og tofu, mens torsdagens suppe var karrysuppe med mango og peanuts.
Det samme gjaldt smørrebrødene, som hver dag bestod af en ny variant. Her kunne gæsterne se frem til et stykke surdejsrugbrød med rødbedetatar, friskostcreme, estragon og peberrod tirsdag, varmrøget laks fra Havnens Fiskehus, purløgscreme, agurk og økologisk citron onsdag, og torsdag bød dagens smørrebrød på en klassiker i form af hønsesalat med dansk kylling, økologisk creme fraiche, dansk æble, karse og sprødt skind.
Hver eftermiddag kunne gæsterne desuden blive forkælet med en fastelavnsbolle på en opskrift lavet af Aarhus-køkkenets Sascha. Fastelavnsbollen bestod af creme med hvid chokolade og rabarberkompot. Til sidst var den vendt i solbærsukker, som skabte perfekt syre til bollen.
En god uge væk fra de vante rammer i henholdsvis Aarhus og på CAMPUS, hvor der som altid har været fokus på god service og masser af velsmag.




























