Foodathon 2026: Sammen om bedre madoplevelser
I sidste uge var alle kollegaer fra BESTSELLER-køkkenerne samlet til en lærerig og hyggelig eftermiddag på CAMPUS i Brande, hvor vi delte erfaringer, fik ny viden og sammen satte retningen for det kommende år.
Selvom vores køkkener er fordelt over hele Jylland, prioriterer vi at mødes og vidensdele for at styrke samarbejdet og løfte oplevelsen for vores gæster. Derfor samles vi hvert år til vores årlige arrangement, Foodathon, hvor vi dedikerer en eftermiddag til faglig udvikling, inspiration og fællesskab.
Sidste år var fokus på service i vores personalerestauranter. Vi tror på, at der altid er plads til udvikling, og at vi løbende kan forbedre oplevelsen for vores gæster. Hvordan kan vi gøre det endnu bedre? Hvordan sikrer vi, at vores gæster altid får den bedste oplevelse?
Siden da har vi arbejdet sammen med Brandi Morris, PhD, fra Emotion Is Data, som har hjulpet os med at blive endnu skarpere på at forstå og styrke de oplevelser, vi skaber for vores gæster.
Brandi Morris, PhD, kiggede forbi Foodathon for at samle op på vores udvikling, dele sin ekspertise og hjælpe os med at fastholde fokus på at skabe endnu bedre oplevelser for vores gæster.
Danskernes madvaner i udvikling
Eftermiddagen bød også på ny indsigt i danskernes madvaner. Anders Nicolajsen fra Landbrug & Fødevarer gæstede arrangementet og delte en række relevante og håndgribelige indsigter fra aktuelle undersøgelser.
Vi blev klogere på, hvordan danskerne oplever at spise ude, hvad de foretrækker, når de vælger måltider uden for hjemmet og hvilke faktorer, der påvirker deres valg. Indsigterne gav stof til eftertanke og inspiration til, hvordan vi kan tilpasse og udvikle vores tilbud, så de matcher både behov og forventninger.
En bedre hverdag
Søren Grundtvig fra BESTSELLER rundede eftermiddagen af med et oplæg om service og relationer. Med konkrete eksempler og værdifulde indsigter satte han fokus på, hvordan vi hver især kan være med til at gøre en positiv forskel i hverdagen – både for vores gæster og for hinanden som kollegaer. For god service handler ikke kun om måltidet, men også om stemningen, mødet og den samlede oplevelse.
Arrangementet blev afsluttet i personalerestauranten på CAMPUS, hvor CAMPUS-holdet havde forberedt lækkert charcuteri, dips og salater med Sashas surdejsboller på siden – bragt hele vejen fra Aarhus til Brande. En hyggelig og velsmagende afslutning på en dag fyldt med inspiration, fællesskab og faglig stolthed.






















