Berlin som inspirationskilde til fremtidens frokost
Vores køkkener er inspireret af mange indtryk, som vi møder gennem vores dag; hvad enten det er på arbejde, eller når vi bevæger os ud i verdenen uden for køkkenet. Derfor var det også en fornøjelse, at vores køkkenchefer havde mulighed for at tage til Berlin på udviklings- og inspirationstur.
Vores udviklingstur til Berlin bød på et tætpakket, men fuldendt program, hvor faglig sparring, gastronomiske oplevelser og nye perspektiver gik hånd i hånd.
Formålet med turen var at hente inspiration til den daglige drift og få nye idéer til, hvordan vi fortsat kan udvikle og forny frokosten i vores personalerestauranter hos BESTSELLER.
Et af de første stop på turen var et besøg i kantinen hos arkitektkontoret David Chipperfield. Her fik vi mulighed for at tale med køkkenchefen Jonas om deres daglige drift, deres tilgang til råvarer og den tyske struktur omkring kantinedrift.
Programmet bød også på et besøg hos AERA Bakery. Et glutenfrit bageri med fokus på kvalitet, håndværk og smag. Her fik vi indblik i, hvordan kompromisløs tilgang til råvarer og teknik kan skabe bagværk, der både er innovativt og smagfuldt, samtidig med at det imødekommer særlige kostbehov.
Under turen mødtes vi også med Marc Lorenz til en samtale om forretning, ledelse og livet i hospitality-branchen. Marc har mere end 20 års erfaring fra den internationale hotelbranche fra blandt andet Hyatt Hotels, hvor han i over seks år fungerede som General Manager.
Han har desuden stået i spidsen for etableringen af danske Guldsmeden i Tyskland. I dag arbejder han med sit eget bæredygtige hospitality- og turismeprojekt i Berlin-området, hvor fokus er på ansvarlig drift og langsigtet værdiskabelse.
Smagen af et internationalt Berlin
Gastronomisk bød turen også på flere særlige oplevelser. På den kinesiske restaurant UUU oplevede vi en anderledes tilgang til menu-oplevelsen, hvor retterne blev ledsaget af alkoholfri te-parringer. Det gav et spændende perspektiv på, hvordan drikkevarer kan understøtte og forstærke smagsoplevelsen på nye måder.
Hos MORE Natural Wine deltog vi i en vinsmagning med Chris og Anika Foster, hvor vi gennem en blindsmagning blev introduceret til forskellige naturlige vine og filosofien bag dem. Fokus var på håndværk, terroir og de små producenter, der arbejder med minimal indgriben i vinproduktionen.
Fermentering og bagværk var også på programmet med et besøg hos Frederik Bille Brahes bageri, Sofi, hvor vi smagte på forskellige surdejsbrød og talte om naturlig fermentering, smagsudvikling og det håndværk, der ligger bag.
Et andet højdepunkt var et farm-to-table-besøg hos Rosa Canina, hvor vi fik en samtale om sourcing af chokolade og smagte på forskellige typer chokolade med fokus på oprindelse, kvalitet og produktion.
Turen bød også på et indblik i klassisk tysk madkultur, hvor vi stiftede bekendtskab med retten Maultasche, som er en traditionel sydtysk ret.
Udviklingsturen til Berlin gav vores køkkenchefer nye idéer, smagsoplevelser og perspektiver, som de kan tage med tilbage i deres daglige arbejde. For os handler inspiration ikke kun om nye retter, men om nye måder at tænke råvarer, håndværk og gæsteoplevelse på – så vi fortsat kan skabe en frokost, der både overrasker og inspirerer.











































