Madfestival med streetfood-tema
Fredag den 2. oktober blev restauranten i Skovhuset fyldt med streetfood-favoritter, da der var madfestival på menuen.
I BESTSELLERs køkkener har vi en tradition for at gøre lidt ekstra ud af frokosten på udvalgte dage i løbet af året. For frokosten må gerne være mere end det, man bare spiser midt på dagen. Den må gerne overraske, skabe lidt ekstra stemning og give gæsterne lyst til at komme tilbage dagen efter.
Derfor var der fredag skruet op for streetfood-stemningen i Skovhuset. Menuen bød på poke bowl med teriyaki-laks, burritos med kylling og sorte bønner, falafler med fladbrød og tahin samt bánh mì med gris og sriracha. Til at skylle det hele ned var der friske virgin mojitos.
Hjælp fra Haderslev
Til madfestivalen fik Skovhuset også fint besøg fra Haderslev, hvor souschef Peter kiggede forbi og gav en hånd med både før, under og efter service.
Det er altid en fornøjelse, når vi kan hjælpe hinanden på tværs af køkkenerne. Det giver mulighed for at sparre, dele erfaringer og lære nye tricks af hinanden – og ikke mindst få tid til at catche up med gode kolleger.










