Flot fremgang i gæstetilfredsheden i Haderslev
Vi har afsluttet årets gæstetilfredshedsundersøgelse, hvor I som gæster har haft mulighed for at dele jeres oplevelser og vurderinger af personalerestauranten i Haderslev.
Tak til alle, der har taget sig tid til at deltage. Årets resultat lander på flotte 95,1 %, hvilket er en markant fremgang fra 91,2 % sidste år. Det svarer til en forbedring på 3,9 procentpoint og er et resultat, som vi er både stolte af og taknemmelige for.
En anerkendelse af hele teamet
For teamet i Haderslev er det særligt glædeligt, at de positive tilbagemeldinger kommer på tværs af hele restauranten.
“Jeg er så stolt af teamet og det faktum, at vi fik god feedback på tværs af alle tre vagter. Vores kokke er blevet fremhævet for deres indsats, og så er det altid dejligt at høre, at mange er glade for personalet og den velkomst, de får, hver gang de kommer i kantinen,” forælter Michael Prosser, Køkkenchef hos BESTSELLER i Haderslev.
De mange kommentarer viser, at gæsterne ikke kun værdsætter maden, men også den atmosfære og service, de møder i hverdagen.
Når kvalitet og værtskab går hånd i hånd
Et af de områder, der betyder mest for teamet, er den positive respons på både smag og kvalitet.
“De positive kommentarer om vores salatbuffet og smagen af det, vi producerer, betyder meget for os. Det samme gælder den måde, vi får folk til at føle sig godt tilpas, når de kommer til buffeten,” siger Michael Prosser.
Netop kombinationen af gode råvarer, velsmag og nærvær er noget, teamet arbejder målrettet med hver dag.
Nærvær og kvalitet går igen
På tværs af alle vores restauranter viser årets undersøgelse nogle tydelige fællestræk, fortæller Operations Manager for alle BESTSELLERs personalerestauranter hos Compass Group, Andreas Ebbesen.
“Det, der går igen over hele linjen, er, at vi rammer mange gæster med vores nærvær, velsmag og sans for detaljen. Samtidig får vores køkkener utrolig mange roser for den service og de ekstra små ting, de gør hver dag for gæsterne. Det er fantastisk at opleve.”
Han fremhæver også værdien af både ros og konstruktiv feedback.
“Jeg er enormt stolt af alle vores køkkener og de hjertevarme kommentarer, vi har modtaget. Samtidig sætter vi stor pris på den konstruktive feedback, fordi den giver os noget konkret at arbejde videre med.”
Fokus på fortsat udvikling
Selvom årets resultat er stærkt, fortæller Michael Prosser, at holdet i Haderslev allerede arbejder videre med nye initiativer.
“Vi vil forbedre vores vegetariske udvalg. Vi vil også modernisere vores pålægsafdeling, så vi kan give vores kunder det, de ønsker.”
Det ligger godt i tråd med de fælles ambitioner, som er lagt for dagen af Andreas Ebbesen, på tværs af restauranterne.
“Vi vil helt sikkert dykke endnu længere ned i brugen af protein – både animalsk og plantebaseret. Samtidig fortsætter vi arbejdet med at finde balancen mellem at inspirere, udfordre og forkæle vores gæster med både nye smagsoplevelser og de klassiske favoritter.”
Tak for jeres feedback, jeres kommentarer og jeres tillid. Det er jeres input, der hjælper os med at udvikle os og skabe endnu bedre oplevelser i personalerestauranten.







