Festlig fejring i Aarhus
Torsdag den 28. august afsluttede 73 elever deres uddannelse hos BESTSELLER og blev fejret med en storslået dimission på kontoret i Aarhus – og vi var så heldige at forkæle dem med en menu.
73 elever satte torsdag den 28. august et punktum for deres elevtid hos BESTSELLER. De blev fejret med en officiel ceremoni, hvorefter vi åbnede dørene til en storslået dimissionsmiddag for de nyuddannede og deres familier, der sammen fyldte restauranten med næsten 500 gæster.
Aftenen bød på god stemning, hvor aftenens gæster kunne nyde et bredt udvalg af delikate anretninger. Heriblandt sprøde surdejstoast med saltet skinke og trøffel, små hapsere med fisk fra vores nabo, Havnens Fiskehus, samt velfærdskylling. Menuen blev rundet af med vores konditoris bedste desserter.
Det blev en mindeværdig aften, hvor vi ikke blot fejrede dimittendernes store milepæl, men også satte punktum for en tid, hvor flere af dem har været en del af vores dagligdag i restauranten.
Vi ønsker alle de nyuddannede stort tillykke og held og lykke på rejsen videre – og takker samtidig for de mange måltider, vi har haft fornøjelsen af at dele med jer undervejs.













